Rim og rytme bag om finkulturens ryg

1.

Med Karen Blixen uddøde den sidste danske repræsentant for den borgerlige litteraturs epoke. Som med dinosaurerne var det noget med klimaet. To verdenskrige havde forandret meget; et nyt samfundssystem var en realitet: Massesamfundet. Litterært føltes meget belastet efter krigene og erfaringer gjort af den europæiske modernitet trængte omsider ud i randområderne, som fx Danmark. Efter amerikanismens indtog måtte meget litterært arvesølv smides ud som støvet, hengemt og mistænkeligt. Den klassiske, romantiske danske tradition var sammenflettet med og afledt af den tyske tradition, og dengang (og ofte stadig) var alt tysk mistænkeligt. Den borgerlige litteraturs hang til hovedgenrer med dertil hørende universitetsfag forsvandt vel ikke med ét slag. Men meget måttes kasseres: Troen på sprogets sigeevne, troen på fornuften, på symbolets troværdighed, på retorikken. For poesiens vedkommende betød det et farvel til rim og rytme.

2.

Klaus Rifbjerg, fx, får en vældig hurlumhej ud af metrikkens fravær. Her erstatter et eksploderende billedsprog og ualmindelig fantasi de poeticiteter som rim og verserytme før garanterede. Han tager ikke udgangspunkt i  givne rytmiske skemaer, men skaber uefterlignelige formninger. En Inger Christensen bruger både den gamle verden, klassiske rim og rytmer, men også rytmisk gentagelse og talsystemer. Og Per Højholt bedrev en poetisk forskning i forholdet mellem æstetik og form i hvis slipstrøm vi stadig svømmer. Disse digtere og mange andre gav svar på det spørgsmål, som metrikkens forsvinden havde stillet til litteraturen. Hvor disse digtere bevægede sig andre steder hen, men ofte forholdt sig til det de forlod, så begyndte det ikke længere at være tilfældet med 80’ernes og 90’ernes digtere. En Michael Strunge er ren ekspressionistisk metaforik, uden interesse for rim og rytme. Måske er hans generation den første, som ikke i skoletiden er blevet heglet gennem de danske sanges grundkursus i retorik og metrik. Hvis man i 00’erne betragter lyrikken – finkulturen inden for versskrivning, den der udgives på såkaldt anerkendte forlag – er det stadig tematik og metaforik, der synes at bære de fleste digtsamlinger. Eksperimenter med systemer, fx. rim og anden metrik bemærkes som kuriøst faktum. Men i kulturen, bredt forstået, findes organiserede vers i konstant stort tal. Børnerim, popsange, dansktoppen, kirkesangen, festsangen. Alle steder, hvor vers stadig har en funktion, dvs. en brug og derfor en tradition.

3.

Men der er sket noget, mens den finkulturelle lyrik løftede næsen og var håndsky. Hiphop. Dette kommercielle, lavkulturelle fænomen vandt en mærkelig enesejr på få år fra det i 1980’erne blev introduceret. Nu er rimteknik og rytmisk formning pludselig atter i vælten, denne gang med posede bukser og guldkæder. Rapmusikkens tekster forlader det vanlige ’rene’ rim til fordel for finere toneforskelle, de såkaldte assonanser. Det udviklede sproget og skærpede gehøret hos ungdommen, som i dag har en uhørt præcis sans for sprogets rytmiske og klanglige nuancer. Hiphopkulturen, der besejrede alt, var oprindeligt et demokratisk fænomen fra USA. I Danmark så vi det først og siden som et kommercielt fænomen, en popvariant, men selv i popvarianten af rapmusikken er rim og rytme i høj kurs. Tro det eller lad være, men i danske provinsghettoer freestyler konfirmander mod hinanden og er stolte af nyopfundne assonanser. Dette sidste er en kulturel iagttagelse, ikke en litterær. Tematisk – det hiphoppen taler om og interesserer sig for – er det lidt mere grumset. Rappens monologiske og dialogiske rollespilsunivers har dannet tematiske rammer, der har ladet fokus være på virkemidlerne, rytme,  rim og assonanser. Dette har udviklet virkemidlerne, men forsømt det, der skulle siges. Ungdommen har sans for assonanser og rytmer gennem hiphopkulturens popsange. Den voksne ’seriøse’ lyrik skriver stadig i et metaforisk univers, hvor man bliver lidt blufærdig, hvis rim skulle snige sig ind. Bedre går det inde i verselinjerne, hvor man kan arbejde lidt klangligt uden at miste ansigt.

4.

Der noget der er på vej op, noget der er på vej ud. Et genvundet gehør gennem rapmusikken for rim og rytmisk-musikalsk strukturerede vers er en kendsgerning i generationen, der er yngst og næstyngst. Men nogle ældre generationer er placeret i en litterær verden, hvor vers er ganske anderledes og anderledes strukturerede størrelser. Versene har, om nogen, ofte en anden funktion. Formmæssigt kan de synes at udgøre eet mainstreamfelt for lyrikken: Et eksistentielt omklædningsrum, så at sige – eksistensen som metaforer. Digte i starten af det 21. århundrede kan, med mange undtagelser, siges at ligne den type digt, der begyndte at være typen efter Anden Verdenskrig: Digte, der bedst genkendes som digte ved opsætningen i vers. Dernæst ved, at disse vers kan samle sig til noget, der minder om afsnit. Andre samlende kendetegn, end afkaldet på rimet og forkærlighed for metaforik, er svære at få øje på. Den anden og smalle strøm er den mere formeksperimenterende del af lyrikken, systemdigterne, klassicisterne og de, der eksperimenterer mere ovenfra med genrer. Den metriske viden, den uendelige verstradition, der findes, er ad bagvejen gennem rappen aktiv nu og synes at kunne genbefrugte lyrikken. Ikke som en genindførsel af tænkning i versefødder, men som benådningen af totalen (af versudbudet som formningsmuligheder). Især nu hvor en ungdom med store ører trænger på og ikke genfinder sig i mere etisk end formningslysten poesi. I omstridte tider som disse tvinges man til at gentage: En diversitet og underforstået frihed, endda forstået som moralsk pligt til at eksperimentere, er nu som altid selve grundlaget for udvikling, også en litterær.

by Ejler / oktober 19, 2010
categories: Uncategorized

 

Skriv et svar