Joe Pass – en meget dygtig håndværker med et flot overskæg.

I

I’ll catch up with you guys later! Det var Joe Pass, der sagde ordene. Han sagde det til nogle, der gik op ad musikere, dér hvor der spilles. Og det gjorde der på Slukefter dengang midt i firserne.

Jeg var der med en bekendt, vi havde netop røget en joint og sad med en fadøl og ventede på at guitaristen Joe Pass skulle gå på scenen. Og nu gjorde han det, trådte op på scenen, til sin beskedne stol ved guitaren og den enkle forstærker. Han sad dér, markerede takten med fødderne, smilte af og til sit så menneskelune smil.

Pass sad alene på scenen, spillede først nogle standards, en blues, nogle bossa, så bad han om forslag til melodier af Ellington og spillede et langt medley af disse Ellingtonmelodier. Så hans faste sætning: I would like to invite my good friend Niil Henning Oerstedt Petterson to join me on the stage, hvorefter NHØP trådte ind, rejste sin bas og var klar.

II

Umiddelbart kunne man synes at den største lighed mellem dem var, at de begge havde skæg. NHØP sit nordiske, Joe Pass sin velplejede brede fejebakke af en moustache.

NHØP var den yngre og med en længere og langt mere velformet karriere, og midt i firserne stod han givet i mainstreamjazzen, og mere end det, som den sikkert eleganteste og sikreste solist på sit instrument kontrabassen, og ikke bare indenfor en stil, men med sin egen lyd og ganske umiskendelige, virtuose spillestil. Han debuterede som vel femten- eller sekstenårig med Bud Powell i Danmark, altså i en bebopstil der fandtes ti år før, og som nu var standardvare i jazzprovinsen København, og var allerede da en ekspertinstrumentalist ud over landets målestokke, tilsyneladende fra da af med absolutte øren, tid og musikalsk empati.

I takt med ancienniteten i branchen syntes hans spil ofte at stivne i tiltagende instrumentelt komplekse arrangementer, solofigurer og akkompagnementsmåder, ligesom en længere række plader efterhånden cementerede et næsten fast repertoire af både numre, musikalske partnere, ja, selve måden at gøre det på. Ikke at dette ekceptionelle instrumentelle niveau kunne høres tilsvarende koncentreret hos andre; nej, men det kunne høres hver gang hos NHØP.

Hvor gerne havde jeg ikke hørt netop ham i timelange improvisationer med Ornette Coleman, eller hørt ham trykke den af i Hardbopstil, no mercy, med Pat Martino, bare de to. Men nej, man hører, hvorledes han spillede med Eric Dolphy. Han fandt sikkert sin rette hylde. Ikke altid virkede det som om han brændte, andre gang som om han gjorde det i høj grad: De lykkelige samarbejder med Mathias Solal, meget med Kenny Drew. Det med Pierre Dørge og John Tchicai. Dele af det med Joe Pass.

III

Joe Pass er en anden type, en anden type musiker også. Ikke som NHØP en baslærer, der institutionelt formidlede en eksisterende tradition, men livets hårde musikskole. Joe Pass havde en far der lærte ham, holdt ham til ilden, ikke rettet mod jazz eller klassisk, men tog sit udgangspunkt i hvad der var populært, i sangene der kendtes, i det man fløjtede. Med sin alder og ungdom fangede den unge Pass pulsen i musikken, orienterede sig mod åbenbaringen Charlie Parker. Fristelserne i jazzmiljøet håndterede han dårligt, så dårligt at han med en masse kunnen og store erfaringer, men ingen karriere, endte i fængsel, og var misbruger. Mens beboppen sidst i 50’erne, hans passion, langsomt var blevet mainstream og der søgtes andre veje, og der var han på afvænning og fængslet.

Joe Pass samlede sig,  i 62 kom ‘Catch me’. Joe Pass demonstrerer ubesværet bebopguitar. En lidt anonym rytmegruppe gør pladen lidt slap. Så i 63 den fødte jazzguitar-klassiker ‘For Django’. Pladen er mere et guitaranliggende end en absolut musikalsk begivenhed, bestemt. Joe Pass spiller da en meget skarptskåren solostil, forpligtet på Charlie Parker, Charley Christian; rytmisk er der på dette tidspunkt noget i den rytmiske eksekvering, der er mere swing end bebop.

En tid var Joe Pass en mand der med sine især trioer spillede med udgangspunkt i beboppens harmoniske smag, men gerne inddrog tidens rytmer og populærmusikken, der i tiden var i hastig forandring.

Joe Pass savnede et fokus i musikalske karriere, han var en jazzens arbejdsmand. Kunst tænkte han det ikke primært som, hvis overhovedet, for ham var det det håndværksmæssige, og dette at tjene pengene; bare på et meget højt plan. Triojazz og kvartetjazz var omkring Joe Pass’ debut det mest almindelige. Numrene han spiller er mange, men de samme som alle spiller. Som solist på guitar var han heller ikke alene; der var Barney Kessel, Tal Farlow, Wes Montgomery, Grant Green, Charlie Byrd, Jim Hall, Jimmy Raney oa. og de havde hver for sig deres eget koncept og ‘varemærke’. Joe Pass kunne noget andet. Noget der måske var mindre modebundet, men ikke mindre musikalsk. Han blev ikke den forgudede kunstner, han ikke ville være.

Joe Pass’ arrangementer på pladerne i 60’erne er gode, virksomme og så videre, men er konservative. Omkring ham var der sket noget gennem 50’erne. Coltrane var dybt i sin omlægning af jazzmusikken, Ornette Coleman arbejdede på en anden fløj og havde allerede inden 60 demonstreret nye tider. Miles Davis Quartet med Ron Carter, Tony Williams og Wayne Shorter der er samtidig med Joe Pass første plader er ikke nødvendigvis bedre og mere musikalsk. Men det er et andet univers med andre mål, det er musik som kunst, med æstetisk lønsigte, musik der forandrer måden at betragte musik på. Pass tager mere ud og spiller jobs, spiller det folk vil høre, og han er ikke kun utilfreds med det, for det er jo den musik han kan lide, alle de gode melodier fra musicals. Og populærmusikken var jo skrevet af Gershwin, Berlin, osv. hvilket gør det forståeligt.

Beboppen der var baseret på den allerede etablerede harmonik i populærmusikken, dens repertoire var stort set standards fra musicals eller jukeboxen, blues eller akkorderne i variationer fra Gershwin ‘I Got Rhytmn’. En del af modbevægelsen, fra udlæggerne fra bebop, var at man eksperimenterede med nyt harmonisk grundlag og desuden nykomponerede. En plade som Miles Davis’ ‘Kind of Blue’ er faderen og typen. Nykomponerede numre, der generelt introducerer nye måder at betragte jazz på, modalharmonikken.

Joe Pass komponerede aldrig for alvor. Han skrev små temaer der for manges vedkommende har fundet ind i små doser på hans mange plader. De er stort set alle i en grundform af et bluesskema. Blues for den og den. Ligesom næsten alle, der komponerer i jazzen, uden at være komponister.

IV

70’erne kom. Woodstock og et andet plademarked, en anden musikbranche. Der var et massepublikum, det var ungt.

Joe Pass var ikke i vælten, men klarede sig. Han kunne sin guitar og populærmusikken var hans sangbog, og for ham var det naturligt at inddrage den nyeste populærmusik også. Gennem hans karriere er der plader med Rolling Stones-numre, ‘White Stone’ – en funkplade, en plade med Hank Williams-melodier.

På dette tidspunkt havde han ikke fortsat sit virke endnu mere end tyve år, da havde han stadig været en af de guitarister man i den traditionsbevidste jazzmusik ville huske, ikke for noget bestemt, men for hans evner på guitaren, som guitarist. Nogen nyopfindelse ville man have svært ved at pege på, han var en mester i sit fag, og faget var at underholde bedst muligt efter situationen på guitar. Han var en stor mand, i traditionen.

Men så afstedkom et forsøg en ny bevægelse i hans karriere, det skulle slå vejen ind for resten af hans liv. Han gav, først tastende efter en form, nogle solokoncerter, solojazzguitar. Det kan lyde af meget og lidt, men man må erindre sig guitarens status da, i jazzen.

Oprindelig var guitaren efter omstændighed udskiftelig med en banjo, den var et rytmeinstrument som bassen var det. Der skulle i starten slås resolut an for at kunne høres, uden forstærkning. Som soloinstrument i jazzen er den med fra Charlie Parkers dage, nu i forstærket og konkurrencedygtig form, ikke mere med høj strengeaktion for hørbarhedens skyld. Jazzen er født i lokaler hvor der danses og underholdes. Solorecitals med kunstambitioner sås derfor sjældent, ville drukne. Pianister kunne gøre det, et kraftigt instrument, med eget akkompagnement. Art Tatum gjorde det ‘The Art Tatum of the guitar’ skulle han senere blive kaldt..

Django Reinhardt havde sat en høj standard før anden verdenskrig for brugen af guitar som soloinstrument, uden orkester. Hans soloimprovisationer er virtuose, og i en anden tradition end den amerikanske jazzmusik, der dog sikkert, for guitaristernes vedkommende, har fået videregivet et produktivt input.

At spille et jazznummer til en koncert på en guitar, uden andre. Det var gjort før. Det er almindeligt at man præsenterer musikerne man spiller med med en solistisk præsentation. Men det var heller ikke udfordringen. Eet er at spille en solo på et instrument, noget ganske andet at kunne spille en koncert på halvanden time, varierende teknikker, tonearter, tempi, mens man improviserende vedligeholder en underholdning af publikum, holder dampen oppe, så at sige.

Norman Granz på pladeselskabet Pablo lod Joe Pass udsende en hel serie af sologuitarplader med det betegnende serienavn: Virtouoso nummer 1, 2, 3 osv. Fra dette startede vandt Joe Pass langsomt et ry netop som den guitarist, der gav solokoncerter; jazzguitaristen med den klassiske teknik. Det er sikkert svært at argumentere for, men her fandt Joe Pass sin rette hylde. Hans tilgang til guitaren, faderen der bad ham spille melodier, hvilket han så efter evne og form forsøgte at gøre, denne situation var gensopstået, med mængder af frodig musik som følge.

Den første plade jeg hørte med Joe Pass var en opsamlingsplade efter serien af Virtouosoplader. Jeg kom fra bluesen og havde aldrig hørt noget lignende, det skulle da være Blind Reverend Gary Davis. Men Joe Pass, han lød som et helt orkester. Baslinier bevægede sig fleksibelt swingende mens melodien eksekveredes og harmonierne farvede, tempoet vekslende fra rubato til hårdtpumpet swing, fra inderlige ballader og bossanovaer til uhørte boptempi. Fra ekspressionistiske udforskninger af harmoniske muligheder til pre-Charlie Christian-ting.

Joe Pass havde så sin ting, dét der adskilte ham fra andre.  Og en gennemgribende udvikling sattes i gang med hans sologuitarspil. Hans Virtouoso-serie demonstrerer en sologuitarstil der langsomt tillæres gennem erfaring, ved at gøre det. Ved at møde publikum, improvisere og gøre det så godt man kan, så godt og vel forberedt man kan. Og improviseret er det i meget høj grad. Joe Pass spiller aldrig en melodi, han spiller sin version af melodien med medfølgende erindringer. heri både styrken og svagheden hos Joe Pass, som sologuitarist, for når det slog ham, og det gjorde det i nogle årgange Pass, da kunne der går jazzhistorisk musikforestiling i sagerne.

Joe Pass var nu er myte og en kunstner, ikke mere en arbejdende musiker kun, fra dansesalene. The Art Tatum of the Guitar.

V

Ved siden af sine soloplader, begynder en anden ny genre hos ham, på baggrund af hans solobedrifter. Havde han inden han begyndte med sologuitarplader været regnet for en overdrevent godt swingende og komplet musiker, da blev han nu regnet for sin egen jazzgruppe. Stilen som han efterhånden fandt frem til lagde op til denne forståelse. Når han improviserede over standards, benyttede han den typiske jazzkvartets forskellige pligter og opgaver: Han kunne vedligeholde en swingende walking bas på fjerdedelene, mens melodien kører i toppen af akkorder, hvis centrale, virksomme og harmoniske indhold comper til grundrytmen lig en lilletromme. Og bedre end det! Han kunne få swingende musik ud af det. Nu afstedkommer dette, at Norman Granz (han er overalt! er han mon en fiktion) begynder en række duoudgivelser, hvor han parrer Joe Pass, næsten som en rytmegruppe, med forskellige jazzsolister.

Der var pladen med J.J. Johnson, den med Zoot Sims, Herb Ellis, den specielle duoplade med Oscar Petersson, hvor Joe Pass spiller, så godt som gennemgående, akustisk guitar, mens Oscar Peterson spiller clavichord, der matcher guitaren overraskende og gør det over melodierne fra Porgy and Bess, der var rækken af plader (fra vist 1978) med Ella Fitzgerald, og så var der et par plader med NHØP. I den periode er han desuden sideman på hvilkensomhelst plade.

VI

Og nu sad han der, Joe Pass, i Slukefter, og jeg skulle se ham for første og eneste gang. Og NHØP stod der.

Jeg husker ikke koncerten i alle detaljer, jeg har hørt dem for meget siden på plader og i koncertindspilninger. De lagde måske ud med Desafinado, måske Corcovado; spillede sikkert en mediumblues med selvskrevet tema eller vinget i farten, og de havde en hurtigløber (kaldte ikke Erik Wiedemann ikke fænomenet dét?), måske Tricotism eller Oleo. Men jeg var solgt, det optog mig – disse to strengeinstrumenter liberaliserede til soloinstrumenter og hér med en kammerjazzmusikalsk energi der virkede uhæmmet af det improvisatoriske approach. Det var næsten selve improvisationen der tog over som det interessante, herskede frem for melodien det baseredes på.

by Ejler / oktober 19, 2010
categories: Uncategorized

Skriv et svar