Fra mit liv som Ejler

Den sidste tid er gået med bogen 101 Litterære Postkort – Eftersendte Replikker, dels med at hvile ud efter den så udkom, en reaktion mange måske kender? men også med at læse op fra den, både alene og sammen med Tage Aille Borges, med hvem jeg skrev den.

På Løves BogCafé i Århus den 22. oktober holdt Forlaget Armé en reception for bogen. Der var denne fredag eftermiddag mange mennesker og en intens, lydhør stemning i Caféen. Forlaget fejrede bogen med generøs udskænkning af vin, og jeg læste op fra bogen af flere omgange. Løves Bogcafé muliggør denne både koncentrerede stemning om det det drejer sig om, litteraturen, såvel som den muliggør en tæt kontakt med de fremmødte og samtaler! Det var en for mig god og meget stemningsfuld aften i Århus. Hvis det ikke havde set så opstyltet ud, burde jeg hér takke både forlaget og de fremmødte, såvel som Løves for dagen!

(Ejler på Stationen i Viborg. Foto af KSN)

Jeg holdt så nogle dage efter en oplæsning fra Postkortene på Kulturhuset Stationen, i Café-stationen i Viborg den 27. oktober. Denne råkolde dag var ingen horder mødt op, men den fremmødte skare og jeg havde nogle fornøjelige og også koncentrerede, intense timer. I pausen mellem mine oplæsninger spillede jeg og Knud Steffen Nielsen, der havde medbragt sin fløjte, for de fremmødte.

(Knud Steffen Nielsen flankeret af Ejler og Anders Uhrværk Enøe

På Teater Katapult i Århus den 1. november optrådte Knud Steffen Nielsen og Line-Maria Lång (begge assisteret af Ejler og Anders Uhrværk Enøe). Det var en mandag aften på Teater Katapult arrangeret af Vild med Ord. Aftenen havde et par veloplagte oplæsere og et lydhørt publikum. Teater Katapult, hvor jeg sammen med Tage Aille Borges fejrede udgivelsen af 101 Litterære Postkort på dagen (den 13. september), er et svært hyggeligt sted, hvor man finder sig tilrette i tæt kontakt med publikum, som jeg kan lide det. Knud Steffen Nielsen både læste op fra kommende digtsamling som han spillede fløjte assisteret af Ejler på bas og Uhrværk på klarinet. Efter pausen læste Line-Maria Lång op fra sin Novellesamling Rottekonge og gav prøver på sine nuværende arbejder. Også hun blandede sig med musikken, både Ejler og hele trioen lagde musik under enkelte tekster.

Den kommende tid, her mod Bogforum, er travl:

torsdag den 11. november klokken 19 i Løves Bogcafé på Vesterbro læser jeg op med Tage Aille Borges fra 101 Litterære Postkort – Eftersendte Replikker. Vi vil i andet sæt præsentere, og dermed give et første kig til et igangværende lyrisk samarbejde, foruden vi derefter vil blande lyrik med andre virkemidler. Det bliver en god og intens aften, man ikke ønsker at gå glip af. Så er det sagt!

Bogforum den 13. november lidt hen på eftermiddagen (se programmet) vil jeg sammen med Peter Adolphsen (ea.) repræsentere Hvedekorn ved en oplæsning.

Den 13. november klokken 20 på Det Poetiske Bureau er jeg og vennerne Knud Steffen Nielsen og Ole Bundgaard i trioen Ak! Du Lyver Albertine! underholde med litteratur og musik i forskellige aftapninger.

Derefter vil jeg rekreere sammen med min elskede Lisbeth!

Ejler og Lisbeth

by Ejler / november 7, 2010
categories: Uncategorized

One Comment

  1. Hvordan bliver mn fast læser i dit system, Ejler?
    K

Skriv et svar