EN interviewer Ejler om rap, HenderZen og musikken 2

EN: Ja, undskyld jeg sidder her og hoster så lunt bag det hele, men sagen er, at denne gang er det mig en virkelig fornøjelse at interviewe dig, Ejler! Du har, som noget nyt, synes det mig, indvilliget i at besvare konkrete spørgsmål?

Ejler: Det er korrekt..!

EN: Ja, den er god med dig, Ejler; men lad mig også ile til mit første spørgsmål, eller rettere til en lille introduktion til mit første spørgsmål. Vi talte sidst om dit nye foretagende med denne Henderzen, en duo hvor I spiller noget du kalder Rap – originelt, i øvrigt! ..

Ejler: …og sigende..

EN: ..ja, og det jeg vil tale med dig om i dag, det er selve musikken. Jeg har lyttet, tør jeg påstå, flittigt til de to eksempler, som du og denne Henderzen-personage har været så venlige at dele med menneskeheden, hvis jeg tør spidsformulere det så vittigt? Det ene …

Ejler: Det må du gerne!

EN: …det ene nummer hedder ifølge hjemmesidens oplysninger ”Manifestrap”, det andet ”Kvinderap”, og jeg må tilstå at al sådan musik i grunden lyder ganske ens for mig, det kan være lidt gammeldags måske…

Ejler: …lyder ens? De er ikke mere ens end socialdemokratiet og SF…. ja, det var måske et dårligt eksempel, men ens er de bestemt ikke, hverken tekstligt eller i musikalsk struktur..

EN: Nuvel, lad os tage tage jeres dansenummer, jeg har researchet lidt, lige tjekket op på forskelligt angående musikken, dvs. googlet: Den tekstlige form i teksten på dette nummer er en art kliche, en topos, kunne man sige, det er meget almindeligt blandt hiphop-bands, man præsenterer sig, blærer sig lidt om hvad man kan, man når også at sige sit navn nogle gange, desuden profilerer man miljøet, man kommer fra…?

Ejler: Det er formen, bestemt, og en kliche, helt sikkert.

EN: Javel, men når man sådan ser på dig, eller denne Henderzen, som jeg jo ganske vist kun kan finde på nettet, uden jeg dog vil antyde, igen, at det skulle være mistænkeligt, så er Ii jo ikke sytten år mere, hvad er begrundelsen for at spille i så ung en genre.

Ejler: Jeg tror mange ville høre det som en art old School rap i lidt mere genrefaste rytmeforklædninger, yderligere lægger i nummeret vi taler om også fx guitaren op til at det er ældre traditioner mere end nye. Men det er rigtigt, nummeret er, som man kunne kalde det, en imitation af en bestemt genre der bestemt har været populær blandt det yngre publikum, i hiphoppen. Det er sådan en art åndeligt rollespil man leger så. Men meget forskelligt fra den sædvanlige måde at skrive om ting man ikke oplever selv, det finder jeg det ikke.

EN: Et er billederne, noget andet formen der efterlignes, jo, men der er vel også selve ånden i det, fx den helt åbenlyse facination af stoffer, af en vis tør jeg sige kvindeundertrykkende stadig vedligeholdt sfære af sexismer, ikke engang sat i billeder, men ord som dækker bagen i mere vulgær facon, kvindens fortrin med nedrige betegnelser, hendes ……?

Ejler: …selve ånden i det, jo, det er rigtigt, jeg forstår godt denne skelnen. Men jeg forstår ikke hvorfor stofferne og sex er noget hovedtema hér, men bevares. Der bliver måske drukket en bajer, tænkt over en streg kokain og måske antydet misbrug af cigaretter, men…? Jeg ville langt heller tale om rimene! Eller om musikken!

EN: En ting jeg gerne ville diskutere med dig, det var din forståelse af improvisation, man ser dig bruge ordet om end ikke i flæng, så oftere og bredere betydende end andre…..

Ejler: Hvilke andre?

EN: .. men Ejler, hvor meget er i grunden improviseret i et nummer som ”Manifestrap”? Jeg har, indrømmer jeg, nødtvungen, en fornemmelse af at du koketerer med ordet ‘improvisation’?

Ejler: Jeg indrømmer først, at jeg godt kan lide ordet ‘improvisation’. Ordet har ikke altid kunnet lide mig, men jeg har altid haft et forhold, et lunt og misundeligt øjekast til improviserende kunstarter. Det er klart at ordet gennem tiden har kendetegnet lidt af hvert, men det er kun i absolut lavkultur det har været lig med det: Ikke at ane hvad man laver! Man kan sikkert lægge meget i ordet ‘improvisation’, og så må man forklare hvad man mener med det, og det vil jeg gerne. Improvisation for mig – læg mærke til det Kant’ede udtryk! – er måske følgende:

Man er først og fremmest forberedt. Fx os. Det er naturligt at man forbereder sig tekstligt, man skaffer sig elementerne man har brug for, noget mere skitsemæssigt end andet, man etablerer i mit tilfælde rimene, man sætter en masse spørgsmålstegn. Når øjeblikket kommer og man skal gøre improvisationen, så afgør lige netop situationen, dem du spiller med, rytmen man får etableret, rummet, stemningen osv. hvorledes du benytter dine forberedelser. Hvis forberedelsen er gjort, da har du delene du skal bruge, og måder at eksekvere dem på, liggende for dig og er inspireret til at vælge. I denne genre vi bevæger os i, Henderzen og jeg, der er spontanitet meget, ikke kun for musikerne, men især for lytterens oplevelse, man ønsker at høre og bliver formodentlig pirret ved, at fornemme faldhøjde og friskhed, ved at fornemme noget der aldrig bliver det samme og ikke kan gentages. Man kender det – for mystisk er det jo ikke – i den improviserede jazz, man tager soli og de bliver kunstobjekter i en vis forstand. Dette med mig og Henderzen er ikke litteratur, det er en blandingsform med både musikalske og litterære parametre, men især er det underholdning. Hvis der bagerst i billedet, gennem det underholdende, kan anes en tankevækkende alvor også, ja, så så er det fint.

EN: Jeg takker for endnu en samtale, Ejler.

by Ejler / oktober 21, 2010
categories: Uncategorized

 

Skriv et svar