Die Wiedergeburt der Metrik aus dem Geiste des Sprechgesanges?

1.

Fra Alexander den Store til Barack Obama, der eksisterede ‘metrik’ som vidensområde i begges tidsaldre; i mellemtiden har metrikken som vidensområde dog været vægtet og benyttet meget forskelligt.

Versdigtning antages født i en mytisk fortid af musikken, optrådte først sammen med den. Den tiltrak sig så selvstændig interesse, og nogen begyndte at formulere sig om det for fx at kunne lære andre kunsten. Således begyndte en metrisk beskæftigelse. Og den skulle have gjort det i Grækenland.

Metrik. Man kunne oversætte det til ‘verslære’, det er fra græsk metrike techne, læren om versemål. Jeg bruger hér ordet ‘metrik’, for at lade faget klinge med.

I det følgende skal jeg slet ikke forsøge at skildre metrikken, som den har udfoldet sig historisk, i et sprogligt og kulturelt pingpong mellem ikke ens strukturerede sprog og prosodier. Jeg vil derimod pege på kernepunkter i metrikken og samtidig prøve dem mod vores tid, i et forsøg på at lodde klangbunden for en metrisk beskæftigelse i dag.

2.

Søren Poulsen Gotlænder Judichær skrev de første dansksprogede ”metriske lærebøger”, hans første ”Synopsis Prosodiæ Danicæ” (1650) og efter døden udgaves den store ”Prosodia Danica” (1671). Judichær er måske et anskueligt sted at starte beskrivelsen. Man mærker et stort grundarbejdes sikkerhed i formuleringerne. Han vil anlægge en norm for dansk versdigtning. Dertil må han efterligne sædvanlig latinsk traktatstil i sin systematik. Alt dette var ikke anderledes end på de andre nationalsprog; på forskelligt tidspunkt skete det, og i Danmark ikke først. I indledningen ser man, hvad hans talegenstand er, hvad metrikkens er, og dens dele:

”Prosodiæ Definitio. Eller Riimkunstis Beskriffuelse.

Prosodia, eller Riimkunst/er en Kundskab/som viiser med visse Staffvelsers Tal/oc deris Qvantitet/gode Vers/eller Riim/paa reen Danske/med lige Endelser/at giøre/som gifver behagelig Lyd/til Menniskens Gauffn oc forlystelse.

Alle Danske Vers eller Riim bestaar i disse 4. Ting:  1. At mand ey sætter fleere eller færre Staffvelser end der bør at være/i huert slags Riim/effter sin Art.  2. At man sætter lange Staffvelser/huor de bør at falde/oc steckede/huor de bør at findis/oc ey dend ene for dend anden.  3. At man giør gode oc fuldkomne Riimslutninger/enten med en eller to Staffvelser/som huert slags Riim udkræffuer/oc ey den ene for dend anden/.  4. At man beholder dend reene gode Danske/oc den ey forvender.” (Judichær, p. 15; Danske Metrikere bd. 2; udg. af Arthur Arnholtz og Erik Dal; J. H. Schultz Forlag, København; 1954)

Man mærker et levende kulturmål ”Riimkunst som viiser at giøre”. Metrikken står i et selvfølgeligt forhold til litteraturen. Litteraturen og metrikken står i selvfølgeligt forhold til et højere mål for mennesket – ”..til menniskens Gauffn oc forlystelse” . Det var andre tider.

Verset tages som udgangspunkt for beskrivelsen, delene, han vil iagttage, er hhv. stavelsesantallet, placeringen af lange og korte stavelser, rimets et eller to stavelser, samt selve den danske stil/det danske sprog. Man bemærker vendinger som ”.. end der bør være”. Normen er givet i den fornuft og tradition, som Judichær selv repræsenterer. Godt eller slet rim er ikke en subjektiv betragtning. Ikke endnu da.

Stavelser, deres antal, placering og vægt, og så rimet. Det lyder ikke af meget, men der er ikke meget mere. Ikke meget mere grundlæggende for metrikken. Resten er dette, at verset ikke står alene, at der er et samspil med andre vers, et bestemt antal af disse, der enten gentager eller varierer udgangspunktet og kan rime i forskellige mønstre; så har man en strofe, og et antal af disse gør et digt. Resten er tolkningen af disse fænomener, set i deres samspil, kompleksitet og tradition.

Judichær har fået lov til at billedliggøre den simple kerne i metrikken, dens genstand og centrale dele. De er ikke skiftet meget siden, og var på Judichærs tid forbløffende nær udgangspunktet, engang efter den mytiske versfødsel af musikken; men metrik har selvfølgelig været spændt for enhver tids paradigmer, sproglige og historiske. Metrik kan som Judichær have selve vers- og sprogplejen som sit mål; den historiske tid som vers er affattet i, kan udgøre målet; forfatteren kan. Eller som i dag, hvor metrikken udgør et lille nødberedskab, en læse- og forståelseshjælp, 10 sider i en grundbog til universitetsstuderende i sprog- og litteraturfagene.

3.

Jamber og trokæer. Måske lyder disse navne fjerne. Det er de også. Sagen er: Metrikken har længe ikke haft et litterært levende modsvar, et nulevende forskningsområde at beskrive. Resultaterne har måske oftere nærmet sig katalogvirksomhed af historieplejende art end egentlig befrugtet og forklaret en levende  litteratur.

Der skete noget. Dette noget skete for litteraturen, som for alt andet i kulturen, og blev senest efter 2. Verdenskrig tydeligt. Troen på traditionerne, troen på individets såvel som på massens fornuftsevne, troen på udvikling; alt dette havde lidt skade og gav sig udtryk også i litteraturen. For lyrikkens vedkommende sås et brud med især verstraditionen tydeligt.

Vi har brudt med traditionerne. Også i litteraturundervisningen i landets institutioner er de traditionelle redskaber som metrik og retorik blevet faset ud. De er forsvundet ud af grundskolerne, nødplejes på senere uddannelsestrin, men de har ingen aktiv eller selvstændig funktion i dannelsen, i opdragelsen, i forståelsen af verden. Det er, når vi møder dem, med mindre vi er specielt skruet sammen, noget, vi læser som et pensum, vi møder på vores vej gennem en institution.

Nuvel, alligevel læser vi stadig en række værker, nogle steder præcis dem, der er i en kanon; vi tænker: Det er dybt, slår os på lårene eller kniber en tåre. Men vi oplever ikke galoperende anapæster, ildfulde trokæer, reflekterede jamber, ædle oder, vittige madrigalstrofer osv. Gør det ikke med mindre vi yder noget specielt for det. Ikke fordi, der skrives stadig professionelt jamber og trokæer osv., men kun til brug i konfirmationssange, hvor forbindelsen til en brug er tydelig. Der skrives popsange på versemål osv. Det er lidt med metrikken som med interessen for den klassiske musiks generalbasterori: Man kan frygte, der ikke kommer en renæssance.

Men ved metrikken står sagen dog bare en anelse anderledes, for mens metrikken forsvinder, brager for tiden en anderledes begrundet metrisk interesse. Interessen, eller den kulturelle disposition derfor, synes reaktiveret af en ‘ny’ kultur: Hiphoppen og dens karakteristiske rapvers med deres store opbud af rytmisk-klanglige virkemidler.

4.

Hiphoppen og dermed rappen, talesangen, der er så karakteristisk for denne kultur, har nu gennem mere end tyve år været en del af kulturen og plade- og underholdningsindustrien, også i Danmark.

Rapmusik er popmusik, ja, men jeg vil påstå at dens betydning for den såkaldte seriøse, smalle lyrik, den der udgives i digtsamlinger, ikke kan betones nok. Rappen og dens virkemidler hviler i en mere mundtligt begrundet kultur og versopfattelse, men mon ikke dét er den tiltagende virkelighed, som fremtiden vil bringe?

Hiphoppen har allerede ændret måden, vi alle, og især afgørende: ungdommen, forstår og hører vers og klangligheder på.

Rappen har i en periode, hvor man ellers havde svoret, at rimet aldrig mere ville vende tilbage, ikke alene genindført rimet, men skærpet kravet til det. Overraskende nok er den såkaldte assonans næsten standard nu.

‘Assonans’ er et alternativ til et såkaldt ‘rent rim’, er når konsonanterne forbliver konstante eller forbliver lignende lydligt, mens vokallyden varieres i styret afstand fra det, der havde været lydlig vokalidentitet. Det modsatte er også assonans: Vokalerne forbliver konstante, men konsonantomgivelserne skifter.

Et par illustrerende eksempler på disse fænomener er følgende:

Et rent rim er fx ‘bordet’ på ‘ordet’. Fordi at der er klanglig identitet fra den trykstærke stavelse og rimet ud.

En assonans er fx ‘hønsegård’ på ‘pønser på’. Fordi der over en parallellitet i vokaler, endda med identitet i den stærke stavelse, varieres med konsonanterne og den tryksvage vokal. Sålænge klanglig identitet sættes som udgangspunkt, da er assonanserne at betragte som uønskede, urene rim.

Når det almindelige tilmed er en blanding af rim i strengere forstand og assonantiske rim, endda med fleksibelt stavelsesantal foruden de rytmiske synkoper i udtaleprosodien, som hersker i rappen, da gælder: Assonansen er langt sværere at høre og benytte end det ‘rene rim’. Derfor er de rene rim som eneste klangmiddel nu kun af mere altmodisch virkning, men paradoksalt nok anvendelige igen. Kravet er skærpet. Vi så at Judichær i sin første systematik skelnede mellem et- og tostavelsrim; i rappen improviserer man tre- og flerestavelses assonanser både som klanglig udgang, og i versene, som vi kender det ved såkaldt ‘indrim’.

Versstrukturen i rapvers er bundet til en firefjerdedels rytme. Rapverset er hos hele ungdommen, og bestemt hos mig selv, mere kropsliggjort end noget versemål, end nogen odeform, jeg gennem mit liv har læst mig til eller skrevet i. Det er bemærkelsværdigt. At der atter høres versstrukturer som almindeligt fænomen.

Desuden har rappen rimeligvis også allerede skubbet til selve den lyriske situation, dér man skriver digte.  Det er traditionelt en næsten meditativt omgærdet, filosofisk situation for et individ. I hiphoppen (der hér understilles en deltagelse i lyrikken) er det en socialitet, der bærer; man er ikke alene om det. Musikken, teksten og socialiteten.

Centreringen omkring den mundtlige kultur, frembringelsen af vers i en socialitet, genindførslen af rim og assonans, dette vil få vidtrækkende betydning også for den smalle og ’seriøse’ lyrik. En digtnings klangbund er dens publikum, og publikummet er ændret. Metrikkens genstand, de faktiske vers, der skrives og er skrevet, er dermed atter under afgørende forandring.

For en traditionel metrik har det længe været en periode, hvor man iagttog en sidste bortvending fra de metriske virkemidler i verslitteraturen, og en antilyrisk periode med få metrisk iagttagelige poeticiteter.

Men reaktiveringen af versglæden, af gehøret for rim og assonanser er en dynamisk kendsgerning i vores kultur. Foreløbig mestendels i populærkulturen, men føleligt for enhver, der underviser ungdommen i sprog.

Metrikken står i dette skifte, der synes at blive mønster, over for udfordringen ikke at blive rent musealt vidensområde, der blot skal sikre vor basale læsemulighed af lyriske tekster skrevet før anden verdenskrig.

Rapversenes bidrag med assonanser og rim i komplicerede mønstre, hele deres bundethed eller afsæt i en musikalsk 4/4dels rytme; dette fortjener en systematisk beskæftigelse og klaring, og kritisk vurdering. Endnu kan det ikke anes, hvorledes den smallere litterære lyrik vil assimilere dette, og i hvilken grad det måske allerede er begyndt at ske; men metrikken har sine brugbare redskaber, de få, til at kunne vinde denne indsigt og være rådgiver i en krisetid.

Ejler Nyhavn

by Ejler / oktober 19, 2010
categories: Uncategorized

 

Skriv et svar